Nyheder / pressemeddelelser

Dato: 22.12.17 12:46

Offentliggørelse af nye udvalgte kendelser

Pakkerejse-Ankenævnet har i dag offentliggjort 10 nye kendelser indenfor de mest almindelige sagstyper på Ankenævnets hjemmeside.

Der er tale om følgende sager:

2017/0098: Ankenævnet fandt ikke grundlag for at betvivle rigtigheden af bureauets oplysning om, at de havde været i kontakt med den kinesiske ambassade, som havde oplyst, at der skulle søges visum ved indrejsen til Shanghai. Endvidere havde bureauet opfyldt sin oplysningspligt om visumregler ved indrejsen til Sri Lanka.

2017/0097: Rejsen var behæftet med en mangel, uanset at klageren blev indkvarteret på et hotel af højere kategori, da dette var mindre atmosfærefyldt end det bestilte hotel.

2017/0072: Da to anløb blev aflyst før afrejse, og yderligere tre anløb blev aflyst under rejsen ud af i alt 10 anløb, fandt Ankenævnet, at klageren var berettiget til at hæve købet og få rejsens fulde pris tilbagebetalt – dog med fradrag af en godtgørelse til bureauet, da rejsen ikke fandtes at have været helt uden værdi for klageren.

2017/0128: Da bureauet på bestillingstidspunktet havde oplyst klageren om, at der for det ene hotel gjaldt særlige vilkår, hvilket medførte at hotelbookingen ikke var refunderbar, var bureauet berettiget til at opkræve et forhøjet afbestillingsgebyr.

2017/0151: Uanset bureauets reklameskilt i lufthavnen, fandt Ankenævnet, da det fremgik af hjemmesiden, at gratis parkering gælder for bestilling 60 dage før afrejse, og at klageren derfor ikke med rette havde kunnet forvente at parkere gratis.

2017/0107: Rejsen var ikke behæftet med en mangel, da oplysningerne om regnfrie dage på bureauets hjemmeside var de nyeste tilgængelige oplysninger fra den seneste normalperiode i perioden 1961-1990.

2017/0093: Bureauet havde med rette kunnet forvente, at klageren havde annulleret rejsen, da klageren først kontaktede bureauet 6 dage efter bureauets mail med bekræftelse på annulleringen.

2017/0115: Rejsen var behæftet med mangler, da klageren ikke fik udleveret de – hos bureauets personale på rejsemålet - bestilte golfvogne til de bestilte golftider.

2017/0122: Da klageren først fremsendte gavekortet, som klageren ønskede at betale rejsen med, efter udløb, fandt Ankenævnet, at gavekortet ikke var benyttet rettidigt.

2017/0144: Henset til udbudsmaterialets anprisning af flyrejsen med direkte ankomst ved motorbanen og den ændrede hjemrejse, som var mere strabadserende, med ekstra mellemlanding og anden hjemrejselufthavn, fandt Ankenævnet, at rejsen var behæftet med mangler.

Du kan finde samtlige af Ankenævnets udvalgte kendelse her.